Lydværket UDSPÆNDT
…er en vandring gennem Rudolph Tegners indre følelsesmæssige landskab, der er udformet som én bevægelse gennem stemninger, der opstår, forsvinder og vender tilbage.
Værket kaster lys på mennesket bag skulpturerne og den vedvarende ambivalens der præger Tegners liv og sind. Tegners værker indeholder store temaer og følelsesmæssige kontraster, der også afspejles i overfladerne fra silkeblød nøgen hud til lette og forfinede stofligheder samt grove og rå teksturer. Hans værkers titler og hans erindringer vidner om et menneske fyldt med sårbarhed, håb, lykke, længsel, sorg, frustration, skuffelse og vrede.
Lydværket Udspændt er en hyldest til menneskets virvar af tilstande og følelser, og er inspireret af mennesket, manden og kunstneren Rudolph Tegner og især hans værker ”Moders Gravmæle” og ”Danserindebrønden”. Titlen ”Udspændt” er en refleksion over Tegners værk ”Frigjort”.
“I dette lydværk ønskede jeg at skabe en musikalsk fortolkning af Tegner ved at intuitivt følge de følelser og stemninger, jeg opfanger i hans virke, værker, ord og hans blik. Jeg oplever hans værker som dybt personlige og fyldt med ekstremer, paradokser og indre ambivalens. Kraftfulde og sårbare på samme tid. Det er som at opleve indre flerstemmige tilstande, og at være spændt ud i et skiftende og modsætningsfyldt sind – udspændt!”
Ditte Rønn, komponist
Idé og komposition: Ditte Rønn
Vokal: Ditte Rønn
Violin: Bettina Marie Ezaki
Viola: Mika Persdotter
Cello: Nicole Hogstrand
Indspilning: Millfactory Studios v. Boe Larsen
3D lydmix, teknik og lyddesign: Yann Coppier
Architettura Sonora højtalere leveret af Luxtek.dk