Tak til

Det Obelske Familiefond
f​or 3-årig støtte til museets udstillinger

​​Ny Carlsbergfondet
​15. Juni Fonden
​Aage og Johanne Louis-Hansen Fond
​William Demant Fonden
​Beckett Fonden
​Dansk Tennis Fond
​Lemvig Müller Fonden
​Knud Højgaards Fond
​Jorck's Fond
​Andersen's
​Kevin Francis Gray Studio
​Pace Gallery

​tak for samarbejde til Hotel Hornbækhus

MOmentary Monumentality​

Kevin Francis Gray

15. april - 20. oktober 2024

” Momentary Monumentality spejler vores kollektive historier om

både de monumenter, der blev rejst, men måske i særdeleshed om dem,

der ikke blev det.”​

Mathias Kryger

I museets 8-kantede centrale rum står værket Momentary Monumentality eller Skærsilden, som den iriske billedhugger Kevin Francis Gray (f. 1972), også kalder det. Nænsomt placeret på flisen over Rudolph Tegners grav, så gravskriften stadig er synlig, står en mastodont i form af skikkelser på en kolos der strækker sig op mod ovenlyset 11 meter længere oppe. Som undertitlen antyder, viser værket det tidspunkt hvor døende befinder sig mellem himmel og helvede, fanget i et limbo mellem jordisk liv og evighed. Sjælen ved endnu ikke hvilken vej det vil gå. Samtidig rækker værket op mod det lys som Rudolph Tegner arbejdede intenst med i sine skulpturers overflader, positurer og som bærende idé. På den måde skaber Kevin Francis Gray en forbindelse med Rudolph Tegner både fysisk og åndeligt, som et møde mellem fortiden og nutiden.

Som besøgende kan vi bevæge os ind under værket og blive kropsligt en del af det rum værket skaber.​

Værket er midlertidigt. Det står her på Tegners Museum for at være en del af rummet for en stund. Trods sin imponerende tilstedeværelse i øjeblikket, hersker en underliggende skrøbelig- og flygtighed, der afspejler kunstens og menneskets sammensatte natur. Kunsthistorikeren Helen Carey påpeger i det ledsagende katalog, at Kevin Francis Gray inviterer beskueren ind i en verden af bevægelse og emotionel energi, som kan føles både håbefuld og fortvivlende i sin dybe længsel efter frihed og transcendens.

Momentary Monumentality er en tankevækkende udstilling, der udfordrer vores forestillinger om monumenter, skæbne og menneskets plads i universet.

Med til udstillingen hører 6 skulpturer under titlen Family Series, hvoraf de 5 er lavet af gips og et i marmor. De udforsker temaer om relationer, identitet og tilhørsforhold og står i museets forhal.​

Der er udarbejdet et katalog til udstillingen samt en kort film med interview med Kevin Francis Gray

The E​ternal

Morten ​Schelde

15. april - 20. oktober 2024

Med udstillingens titel, The Eternal, slår Morten Schelde (f. 1972) tonen an. I udstillingen viser han tegninger, der går i dialog med Tegners skulpturer. Ved første øjekast er der nok flere forskelle end ligheder, men når man kigger nærmere efter, ser man slægtskabet. Det evige er en god guide for gæsterne, når Mortens tegninger går i dialog med Tegners skulpturer.​​

​Morten Schelde udstiller 6 virkelig store tegninger samt 4 mindre værker i udstillingen, hvoraf flere bærer referencer til Tegners værker.

​​Især The Eternal er et virkelig stort værk. Billedet måler 200 x 300 cm og er sammensat af to dele. I billedets centrum er et skib, der nærmest holder de to dele sammen. Det er et monumentalt stykke arbejde. Skibet svæver i et rum, hvor gulvet er opløst og kaskader af tæpper fra begge sider munder ud i et fossende vandfald. Loftet udgøres af en trægulvs-skovbund, hvor træerne gror nedad og skovbunden har øjne. Dybere i billedet ser vi ud gennem et stort vindue med udsigt til et bakkelandskab. I billedets venstre side ser vi en trappe, der ender oppe i mørket i et univers med stjernehimmel. Trappen dekoreres af mindre billeder og kander. For foden af trappen finder vi ure og et kranie strøet omkring. I højre side daler blomster i grøn, blå, orange og lilla stille ned. Mellem trappe og skib står en kvindefigur nøgen og draperet. Den unge kvinde vender sig væk fra os og indad, smelter sammen med klippen.​​Vi genkender motivet med den unge rygvendte kvinde som Tegners gravmonument til sin moder.

​Morten Schelde arbejder sædvanligvis ikke med portrætter. Der er få eksempler, hvor han går konceptuelt til værks, men nærmest ingen, hvor der er en iboende forventning om portrætlighed. Og dog finder vi her en undtagelse.​​
​​Værket, Jeanne poserer som Elna T, er en hilsen til Tegner og hans kone Elna. Som et postkort fra en kunstner til en anden på tværs af tid og sted. Morten har instrueret sin hustru Jeanne Schelde som en moderne Elna til at sidde i stolen med det ene ben over det andet, men stolen er Arne Jacobsens ikoniske Ægget, og Jeanne Schelde er iført en enkel kjole og bare tæer. Langt fra Elnas kraftige stol, dekorative kjole og højhælede sko.​​ Det er en lidt pudsig situation, hvor Morten Schelde rekonstruerer et motiv i 2D og i en anden tid. Morten har prøvet at tage Tegners portræt videre, sat det ind i sit eget univers og udført det i sit eget billedsprog. Det er et meget uformelt portræt, hvor Morten stræber efter at ramme den samme fornemmelse som i Tegners portræt. Men hvor Tegners portræt af Elna som en dronning byder velkommen foran museet, er Mortens portræt snarere en hyldest til hjemligheden.

​Morten Schelde har i mange år brugt attributter i sine værker, som han bliver ved med at vende tilbage til: trapper, skibe, landskaber, og i denne udstilling bliver de attributter kædet sammen med Tegners historie. Skibet Dagmar, der førte Tegner til Akropolis og natur fra Statueparken. Emner som melankoli og den ensomme vandrer klinger også op ad Tegners vej i livet, ligesom Morten Scheldes tilbagevenden til ugler som motiv, resonerer hos Tegner.
​​
​​​​The Eternal er en udstilling, hvor Morten Scheldes tegninger går i dialog med Tegners skulpturer. Et umage par, der ved nærmere øjekast glimter i små overraskelser. Tegner og Morten er kunstnerisk forbundne på mere end én måde, hver især forankret i deres egen tid og billedsprog. Hvad betyder så det evige for dem? Et bud kunne være, at det evige er det, der forbinder os som mennesker. De store følelser og episke fortællinger, og de små ting i dagligdagen. Både og. Det handler om det, der giver mening for os, det der giver os frihed til at være dem vi er.​​

​​

​​

TAK TIL
Det Obelske Familiefond

for 3-årig støtte til museets udstilinger

Grosserer L.F. Foghts Fond

Jorck's Fond

William Demant Fonden

Beckett-Fonden

Lemvig Müller Fonden

Aage og Johanne Louis-Hansen Fond

Knud Højgaards Fond

15. Juni Fonden​

​​

Teksten er sammensat af uddrag af Jeanne Rank Scheldes tekst “Membraner, hvor verden passerer igennem” der er publiceret i udstillingskataloget der ledsager udstillingen.​​​​​

Museets åbningstider

Statueparken er åben hele året

15. april - 31. maj​

Tirsdag - søndag kl. 11-16

Juni, juli & august
Tirsdag - søndag kl. 10-17

September til oktober d. 20

Tirsdag - søndag kl. 11 - 16

Adresse og kontakt

Museumsvej​ 19, 3120 Dronningmølle

Tlf: +45 49719177

@: museum@rudolphtegner.dk

Cvr. nr. 10153948

Presse

Vedr. presse eller ønske om at anvende museet eller Statueparken som location

kontakt: Luise Gomard

email: gomard@rudolphtegner.dk

Læs om muligheder som location her

Pressefoto kan hentes her

Må kun benyttes til presse og fotograf skal krediteres, hvis navn er anført

instagram (3)​        facebook (7)        tripadvisor

nyhedsbrev

​Såfremt du ønsker at støtte museet og få fordele af et medlemskab, kan dette tegnes her:​

​Bliv medlem af Tegnersvenner